Kunsten er at tilgive

I mange år af mit liv har jeg brugt mine kræfter på at hade og foragte min mor. Min vrede har påvirket mit liv i en negativ spiral. Min mor har aldrig evnet opgaven at slå til som mor. Hun var ikke som mine gode venners mødre. Tidligt i mit liv fornemmede jeg tydeligt, at jeg var kommet i vejen for hendes lyst til fest og farver. Min mor var en flot, ung og veldrejet kvinde. Mændene, inklusiv min far, forelskede sig i hendes smukke ydre. Min mor virkede som en, der havde styr på livet, men det viste sig, at det var flaskerne, der styrede hendes liv. Min mor var selvglad, egoistisk og manglede tydeligt empati over for andre mennesker. Jeg dunkede hende med min vrede over svigt og mangel på kærlighed i mange år. Min mor byggede mange luftkasteller, som jeg som barn altid håbede og troede på. Hver gang jeg mærkede smerten af disse svigt og hendes store løgne, blev jeg mere og mere sårbar. Jeg forstod ikke dengang, at min mor bare ikke havde evnerne til at være hustru og mor. Min mor havde nok inderst inde lidt dårlig samvittighed over at være så led ved mig.

I dag kan jeg se, at hun var utilfreds med sig selv og sit liv. Min mor passede i perioder ikke sit arbejde som hjemmehjælper. Hun faldt for tit i med at drikke vin. Altid vin. Vinen fremstillede hun selv derhjemme. Det var der mange, der gjorde, da jeg var barn i 70´erne. Når jeg kom fra skole, var hun fuld. Hun lå altid grædende i sine store branderter på vores pæne stofsofa i stuen, og askebægeret var altid fyldt. Man kunne fornemme røgen allerede, når man gik i gangen ind til stuen. Vores gulvtæppe var der kommet små brandhuller i de sidste par år, da cigaretterne sommetider væltede fra askebægeret ned på vores grønne billige gulvtæppe. Jeg var tit utryg for, at vi skulle brænde inde i vores lille lejlighed, da cigaretterne nogle gange ulmede, imens at hun plakatfuld var faldet i søvn.

Jeg glædede mig altid meget til at blive stor og flytte fra disse urolige omgivelser. Da jeg endelig flyttede, fik jeg en lille god lejlighed i en lille forstad. Jeg følte mig straks hjemme. Jeg pyntede min stue med blomster, pynteting og store puder i sofaen. Jeg nød nu livet, mente jeg, men det viste sig hurtigt, at en vrede over min mor åd mig op indefra. Det gjorde, at min krop ikke fungerede optimalt. Jeg døjede altid med mavesmerter, angst og ondt i kroppen. Jeg var altid lidt melankolsk, og jeg havde ikke helt tiltro til, at folk kunne lide at være sammen med mig. Da jeg var først i 20´erne mødte jeg den mand, som kom til at betyde alt for mig i mit liv. Han var så rar og kærlig, og jeg mærkede ret hurtig, at jeg kunne stole på ham. Han hilste flere gange på min mor. Han rådede mig til ikke at bruge for meget energi på hende, da hun jo altid skuffede mig. Jeg så kun min mor et par gange om året, og det var aldrig en succes. Hver gang sad hun der i sin tilrøgede stue med kartoner med "papvin" på sofabordet.

Min mand og jeg fik børn sammen, og der kunne jeg mærke, at jeg selv manglede en moderfigur, da jeg selv evnede at være den kærlige og omsorgsfulde mor, som jeg selv havde savnet i min barndom. Jeg ringede mange gange og skældte hende så meget ud, at hun var på nippet til at græde. Jeg vidste, at det bare fik hende til at gå mere i hundene, og inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke kunne være det bekendt. Jeg tog nogle samtaler ved en dygtig psykolog, hvor jeg satte ord på min vrede. Jeg skrev breve til min mor, som jeg derefter rev i mange små stykker og smed ud i skraldespanden. Jeg lærte efter mange år, at hun helt sikkert elsker mig. Det var faktisk synd for hende, at hun i sine tåger af fuldskab aldrig oplevede mine første skridt, min første skoledag, min udvikling fra hjælpeløst barn til en smuk ung kvinde. Hun oplevede aldrig at nyde sine børnebørn. Min mor er et meget ensomt menneske. Jeg har lidt ondt af hende.

Jeg har lagt min vrede bag mig. Jeg har sagt til min mor, at jeg har tilgivet hende. Derefter har jeg valgt ikke snakke mere med hende, men i stedet bruge min tid sammen med alle dem, der er der for mig, og som jeg også kan være der for. Min mand og mine børn er min base, og jeg nyder vores familieliv i fulde drag. Både min mor og jeg har det helt sikkert bedre med at have givet hinanden hånden. Hun sagde undskyld, og jeg tilgav hende fuldt ud. Har hørt af omveje, at min mor drikker en lille smule mindre. Sommetider rejser hun lidt på ferie alene. Psykisk og fysisk er jeg blevet en meget mere hel person. Jeg har mere selvtillid, og jeg tør stå ved mig selv. Det bedste jeg har gjort er at lægge bitterheden væk og tilgive.